Motivationstarif

Når man har fjernvarme, afregner man efter den varme, man aftager fra fjernvarmeværket.

Til gengæld stiller fjernvarmeværket krav om, at man skal udnytte den varme ordentligt. Det vil sige, at det brugte fjernvarmevand skal ledes afkølet tilbage til fjernvarmeværket.

Hvis ikke vandet bliver tilstrækkeligt afkølet, strømmer vandet for hurtigt igennem systemet. Hvis den samlede årsafkøling er for lav, så kommer du til at betale ekstra på din varmeregning. Derfor er det vigtigt at have fokus på en fornuftig returtemperatur.

Fjernvarmen er i princippet et fælles genbrugssystem.

Fjernvarmen er i princippet et genbrugssystem, hvor fjernvarmevandet cirkulerer mellem varmeværket og forbrugeren. Jo bedre alle forbrugere i systemet udnytter varmen i vandet, jo bedre bliver varmeøkonomien. Både for dig og for fællesskabet.

Begrebet ”afkøling” dækker over den temperaturforskel der er mellem det varme vand du får ind i boligen, og det afkølede vand, du sender retur til værket. På værket bliver fjernvarmevandet varmet op og sendt ud til dig igen.

Når du har benyttet varmen i vandet til opvarmning af rum eller varmt vand, bliver vandet sendt retur til værket. Her bliver det varmet op igen og historien gentager sig.

 

God afkøling giver mindre energiforbrug

Jo bedre, du udnytter varmen i vandet, jo mindre varmt vand skal der til at dække dit behov. Det betyder, at værket opvarmer og cirkulere en mindre mængde vand, og det er godt for både miljø og varmeøkonomien, da varmetabet i rørsystemmet nede i jorden mindskes og cirkulationspumperne ikke skal bruge så meget strøm til at pumpe fjernvarmevandet rundt i byen.

Varmeproduktionen i kedler og varmepumper bliver også endnu mere miljørigtig, hvis fjernvarmevandet er koldt, når det kommer tilbage til varmeværket. Vi sparer brændsel til kedlerne og strøm til varmepumpen, dermed sparer vi penge til køb af brændsel og strøm.

Kort sagt: En god afkøling hos dig betyder et mindre energiforbrug, en mindre miljøbelastning og en mindre varmeregning.  

Fair afregning

På din varmemåler kan du se returtemperaturen på fjernvarmevandet. Men det er kun øjebliksværdier. Det, vi bruger som grundlag for bidragsberegningerne, er et gennemsnit af returtemperaturen målt over et år. Derfor kan du ikke umiddelbart selv se eller beregne de årsgennemsnitlige returtemperaturer, men den bliver anført på din varmeregning.

 Alle vore målere bliver aflæst én gang i døgnet.

Krav til returtemperaturen

En returtemperatur på under 30 ⁰C er meget tilfredsstillende, og det belønner vi ved at reducere varmeprisen med 2 % pr. grad under 30. Er den derimod på mellem 30-35 ⁰C er der ingen belønning eller merbetaling- det kalder vi for ” det neutrale område” Men er returtemperaturen derimod højere end 35 ⁰C, afregner vi ved at opkræve et tillæg på 2 % pr. grad den er højere. (dog max 10%af hele MWh forbruget i perioden)

 

Belønning ved lav returtemperatur Neutralt område Afregning for høj returtemperatur
Mindre end 30 ⁰ C 30–  35 ⁰C Større end 35 ⁰ C

Ved gennemsnitlig fremløbstemperatur over 65°C

For hver 1 ⁰C returløbstemperaturen er under 30°C, fratrækkes 2% af det samlede forbrug.

For hver 1 ⁰C returløbstemperaturen er over 35°C, tillægges 2% af det samlede forbrug.

Ved gennemsnitlig fremløbstemperatur under 65°C

For hver 1 ⁰C returløbstemperaturen er under 30°C, fratrækkes 2% af det samlede forbrug.

For hver 1 ⁰C returløbstemperaturen er over 35°C, tillægges 1% af det samlede forbrug.